Af Lisbeth Gade Mikkelsen
Den 10. december 2013 – redigeret den 17. juli 2016
Mange af os er angste for at tale om døden. Når voksne ikke tør tale med børn om døden, efterlader vi børnene i ensomhed og i et tomrum, hvis de har mistet en af deres elskede. Er det vores samfund, der har medført denne afstandstagen til døden? Skyldes det, at de færreste får den smasket i hovedet ved at miste én, der virker til at være for ung til at dø? Samlet set har 31.751 unge mellem 18-28 år mistet en bror eller søster. Dette er fakta og vidner om, at døden ind imellem indtræffer i en alt for ung alder. Til trods for dette tier vi den ihjel – døden…
Nangijala er et drømmeland
Døden er en uundgåelig del af livet og flere forfattere bearbejder den i børnelitteraturen. Astrid Lindgrens Brødrene Løvehjerte handler om drengen Karl, også kaldet Tvebak, der overhører sin mor sige, at han skal dø. Tvebak ved ikke helt, hvad det vil betyde for ham, og han er angst. En angst som han ikke tør dele med sin mor, men som han i stedet indvier sin bror Jonathan i. Jonathan fortæller Tvebak om landet Nangijala, som man kommer til, når man dør. Her eksisterer tiden ikke, så Tvebak skal kun være alene et par dage, skønt Jonathan måske bliver 90 år. Tvebak er bange for ensomheden, så for ham er det en god trøst. Skæbnen vil imidlertid, at Jonathan dør før Tvebak. Ensomheden indtræder dermed før døden, for nu har Tvebak ikke længere nogen at tale med den om. Døden bliver en befrielse. Nangijala er et drømmeland. Her har Tvebak alle de styrker, som han ikke tidligere har besiddet. Nu kan han fiske, som han hidtil kun har drømt om. Hvis man er en god person, og dør i Nangijala, kommer man videre til Nangilima.
Litteraturen besvarer spørgsmål
Spørgsmålet er nu, om det er en fortælling som Brødrene Løvehjerte, børn har brug for? Fungerer den bedre end kristendommens lærdom om Jesus, himmel og helvede?
Da jeg 11 år gammel mistede min storebror på 15 år, som døde af en sjælden form for hjernebetændelse, kendte jeg ikke til Brødrene Løvehjerte. Jeg havde kun hørt om kristendommens fortællinger om Jesus og himlen, og det var her, jeg troede, at min bror befandt sig nu. Mine tanker om døden gjorde mig nærmere bange for den, end de hjalp, for de var ukonkrete i og med, at jeg troede, min bror var i himlen uden at vide, hvad det vil sige. Fortællingen om Brødrene Løvehjerte er langt mere barmhjertig og barnlig, end min fantasi var. Den er eventyragtig og fantasifuld. For mig ville tanken om at leve videre i et andet land være mere behagelig end historien om himlen, fordi Brødrene Løvehjerte er konkret i sin fortælling. Historien er visuel, og man har ikke mange ubesvarede spørgsmål om døden, når man har læst den, da den møder børn i øjenhøjde.
Magien sker kun i fantasien
En modsætning til Brødrene Løvehjerte er J.K. Rowlings fortælling om Harry Potter. Harry Potter følger vi gennem hele hans barndom, men især i hans teenageår. Fortællingen foregår i en troldmandsverden. Som helt spæd mister Harry Potter begge sine forældre, da de beskytter ham i en kamp mod den onde troldmand, Lord Voldemort. Døden er dermed også et tema i Harry Potter serien. Men her behandles døden anderledes, eftersom Harry Potter får mulighed for at gense de døde, selvom han er levende. Første gang man fornemmer denne magiske nærhed er, da Harry Potter kigger i et tilsyneladende almindeligt spejl, som viser sig at være et drømmespejl, hvilket man erfarer, da hans forældre pludselig står ved siden af ham.
Magien består i, at man foran spejlet oplever det, som man drømmer allermest om. Men det er ikke mere magisk, end at det kun sker i fantasien. Fortællingen ændrer karakter i forhold til sin behandling af døden, da Harry Potter i sidste bind får mulighed for at være sammen med alle de afdøde, han kender, ved at bruge genopstandelsesstenen, som er skjult i det gyldne lyn. Øjeblikket er meget dyrebart for Harry Potter, og noget man uden for litteraturens verden desværre kun kan drømme om.
Ønsket om et gensyn
Elleve år senere mistede jeg min storesøster, som blev 27 år. Jeg selv var 22 år, da det uforudsete dødsfald indtraf. Min søster vågnede ikke næste morgen, og dødsårsagen er ukendt. De første par år efter min søsters død, nærede jeg ofte et håb om at gense hende, ligesom Harry Potter flere gange drømmer om at kunne være sammen med sine forældre. Hen imod det første år gik jeg i min fantasi og ventede på at vågne op fra mareridtet. Jeg nærede et falsk håb om, at min søster ville vandre ind ad døren, som om intet var hændt. Det var drømmen om at gense hende blot et øjeblik. Min fantasi forligede sig godt med Harry Potters verden, men jeg følte mig snydt, da jeg to år efter min søsters død læste om Harry Potters gensyn med sine forældre, fordi gensynet med de døde kun kan finde sted i fiktionens verden. Samtidig er der noget fortrøstningsfuld ved at læse fortællingen, når man har oplevet at miste nogle meget tæt på. Historien om Harry Potter gjorde det lettere for mig at leve videre, da jeg også mistede min søster. Han blev et forbillede for mig, selvom han blot er en fiktiv figur.
Børn og unge som mister
Hvordan bliver vi bedre til at tale om døden, når børn eller unge mister en søskende eller forælder? Er det rimeligt, at vi kun viser dem omsorg de første par måneder? Kan vi forvente, at de ikke mærker savnet, når der er gået et år?
Del minderne
Minderne fortjener at blive bevaret, og vi skal tage del i dem, når børn og unge fortæller os om dem. De døde lever videre i os, når vi taler om dem. Man dyrker ikke sorgen, selvom man taler om sine afdøde 10, 20 eller 50 år efter at have mistet. Hvis det er ubehageligt for dig at høre på mine fortællinger om mine søskende, så ligger problemet måske hos dig. Måske bryder du dig ikke om, at jeg konfronterer dig med døden og taler om den. Gør du?
Ny identitet
Jeg er ikke enebarn, men jeg har heller ingen søskende. Børn og unge forandrer identitet, når de mister en søskende. Bliver forandringsprocessen lettere at gennemgå, hvis de bliver mødt af en kold skulder og en haven nok i sig selv, når de forsøger at fortælle, hvad der gør dem godt? Eller når de vil deltage i snakken ved at fortælle om minder fra tiden med deres søskende?
Et evigt savn
Døden bliver flere steder omtalt i børnelitteraturen. Men kan fiktionens bearbejdelse af døden fungere som en erstatning for at tale om den? Hjælper det børn og unge tilstrækkeligt at læse en opdigtet beskrivelse og forestillingsverden om døden? Nogle af de børn og unge, der har mistet en forælder eller søskende, søger hjælp hos organisationen Børn, Unge & Sorg, hvor de kan få lov til at lade døden eksistere ved at sætte ord på deres sorg. Skyldes deres behov for professionel støtte, at vort samfund i mange henseender forsøger at usynliggøre døden?
Ligesom alt for mange andre unge kunne jeg ikke klare mig igennem tabet af mine søskende alene, til trods for at jeg gentagne gange havde fordybet mig i litteraturen. Nogle år efter min søsters død søgte jeg hjælp hos Børn, Unge & Sorg, hvilket har betydet en stor forskel for mit liv, fordi jeg fik rum til at tale om mine søskende. Jeg mærkede tydeligt, at psykologen, som jeg talte med hos Børn, Unge & Sorg, har en unik viden og erfaring med, hvordan man hjælper unge, der har mistet en eller flere af sine søskende. Det er ikke det samme som at miste en bedsteforælder. Når man mister en søskende, mister man en del af sig selv, fordi man mister én, man deler opvækst, liv og fortid med. Samtidig mister man én, som man troede, man havde en lang fremtid sammen med. For første gang siden mine søskendes dødsfald begyndte jeg at forstå mine reaktioner. Psykologen lærte mig, at det er okay at savne, og at savnet aldrig forsvinder, men at den for altid vil være en del af mit liv. Tabet af en eller flere søskende er ikke noget, man kommer over, men man kan lære at leve med det. Jeg har fået forståelse for, at det er okay, at jeg har brug for at tale om mine søskende.
Uanset hvor mange år der går, er døden en del af mit liv. Den er synlig i og med, at jeg ingen søskende har længere. Men når jeg er sammen med nogle af mine nære, opleves det som om, at mine søskende er glemt. Når vi ikke taler om den, eksisterer den ikke!