Formanden for OCD-foreningen vil højst sandsynligt være uenig med mig, når jeg ligesom Peter C. Gøtzsche påstår, at lykkepiller kan øge risikoen for selvmord. I indlægget: “En anden vinkel på antidepressiv medicin” på OCD-foreningens hjemmeside skriver formanden blandt andet: “Mange af os, der får medicinen, ville ikke undvære den. Havde det ikke været for medicinen, ville vi nok ikke have været her i dag. Vi ville være kommet så langt ud, at der ikke ville være en vej tilbage, og hvor den eneste ‘løsning’ ville være at begå selvmord.” Jeg tror ikke, at det er lykkepillerne, der skal have æren for at afholde OCD ramte fra at begå selvmord. I stedet tror jeg, at de kan takke deres tvangstanker, da mange med OCD er bange for at dø og derfor ikke tør gøre alvor af tankerne. Jeg kunne næsten ikke holde ud at være til, men jeg turde heller ikke tage mit eget liv, for hvad sker der så?

Da jeg læste formandens indlæg på OCD-foreningens hjemmeside, ramte fortvivlelsen mig igen. Hvorfor er de så desperate efter at slå den nødvendige debat ihjel og kun få de positive lykkepillehistorier belyst? “Men for hver tragiske historie, findes der 10, måske 100 go-de historier. Og det er dém, vi vil fokusere på”. Er foreningen i lommerne på medicinalindustrien, eller hvorfor er de så ivrige efter at opfordre OCD ramte til at tage lykkepiller? Er det ikke det, de gør? “Det vil for alles skyld være bedst, hvis den unge OCD-ramte kommer under medicinsk behandling hurtigst muligt, så vedkommende også kan få den psykologiske hjælp til at komme videre med sit liv og få en almindelig opvækst og uddannelse, samt senere et arbejde”.

Hvis man bliver behandlet af en psykolog eller behandler, der har specialiseret sig i behandlingen af OCD, og som kan kognitiv adfærdsterapi til fingerspidserne, er antidepressiv medicin/lykkepiller ganske unødvendig. Jeg opnåede først for alvor fremskridt, da jeg droppede suttekluden i form af pillerne og ved hjælp af min psykolog erklærede min OCD krig. Efter at være stoppet med pillerne havde jeg stadig mine nedture, men jeg havde også dage, hvor jeg var glad og kunne høre fuglene synge. Livet føles meget mere værdifuldt, når det ikke kun er gråt og sort, men også rummer alle regnbuens farver. På de farverige dage får man energi til at kæmpe imod OCD’en.

Lykkepiller er ikke insulin
Peter C. Gøtzsche maner til jorden, at lykkepiller på nogen som helst måde kan sammenlignes med at give insulin til patienter med sukkersyge. Formanden for OCD-foreningen erklærer sig uenig: “At bede en OCD- eller depressionsramt om at lade være med at tage sin medicin, vil være det samme som at bede en diabetes-patient om ikke at tage insulin”. Som læser har du nok allerede gættet, at jeg er enig med Peter C. Gøtzsche. Hvis man som OCD-ramt er ligeså afhængig af lykkepiller, som sukkersygepatienter er af insulin, hvordan hænger det så sammen, at nogle OCD ramte bliver raske? Med rask mener jeg, at de hverken er plaget af tvangstanker eller tvangshandlinger, mens de heller ikke får medicin. Så vidt jeg ved, er sukkersygepatienter for altid afhængige af deres insulin.

Forældet opfattelse
Tankegangen om, at man som OCD-ramt mangler serotonin, opfatter jeg som værende en alt for simpel og letkøbt tankegang. Jeg tror, at man kan have brug for at komme med en logisk forklaring på sin OCD, men måske skal man i stedet acceptere, at vi ikke kender årsagerne til alt. Peter C. Gøtzsche skriver i sin kronik “Psykiatri på afveje”, at man ikke aner: “(…) hvilket samspil af psykosociale forhold, biokemiske processer, receptorer og nervebaner der fører til psykiske lidelser, og teorierne om, at patienter med depression mangler serotonin (…)” har man modbevist. Til trods for dette fastholder OCD-foreningen, at medicinen redder liv, og at det er den rigtige løsning: “Der har i den seneste tid også været fokus på, at der bliver givet antidepressiv medicin til børn og unge som aldrig før. Det skyldes, mener foreningen, at vi er blevet bedre til at stille en diagnose, at medicinen er betydeligt forbedret – og derfor har en reel effekt (…)”.

Efter at have læst OCD-foreningens forsvarstale for lykkepiller, kan jeg konstatere, at foreningen kun er til for OCD-ramte, der vil fordre sig med pillerne i det mindste i en kort periode, men gerne resten af livet. Hvis man vil være inde i varmen, skal man ikke skrive en kronik som min…

Rask uden piller
Lykkepilledebatten er vigtig. Hvis du er tryg ved at spise piller som müslidrys på din yoghurt, ligesom jeg var, da jeg var 16 år, skal du endelig blive ved. Men hvis du ingen virkning føler, du har af medicinen, skal du ikke føle dig alene. Det kan godt passe, at du kun mærker ubehagelige bivirkninger. Lykkepillerne hjælper dig ikke nødvendigvis. Og du skal ikke opgive, hvis du deler min nedslående opfattelse af de ellers så ‘glade’ piller. I stedet skal du finde dig en psykolog, som virkelig forstår at behandle OCD. Det kan godt lade sig gøre at få det bedre uden at fylde sig med kemikalier, hvis man har modet på at mærke angsten, når man går imod de ubehagelige tanker. Men det kan blive dyrt, for de dygtige behandlere er ikke altid at finde i det offentlige system. Ofte skal man selv have penge op af lommen, hvis man vil have hjælp. Og her kan vi så starte en helt anden debat, for er det rimeligt, at man som OCD ramt selv skal betale for behandling? Hvis man tager medicin, får man trods alt en eller anden form for tilskud fra staten. Kan vi ikke indføre en ordning, hvor man får penge for at sige nej til lykkepiller, så man kan betale psykologen med dem? Det går vel lige op? Og når man så endelig er rask, så er man RASK og ikke bare dopet af piller, som du i værste fald er blevet afhængig af…

Kilder
Kronik: “Psykiatri på afveje” af Peter C. Gøtzsche
“En anden vinkel på anti-depressiv medicin” af OCD-foreningens formand