Den første samtale fik mig til at erkende, at jeg led af OCD og behøvede hjælp.
Tekstuddrag fra: “Glasklokken, som jeg levede i, revnede langsomt”
Den første samtale
“Den første samtale hos min behandler var en lettelse. Hun fortalte mig om OCD. Klokken, der var begyndt at ringe, da min mor var med til samtale, kimede nu højere. Det gik mere og mere op for mig, at jeg havde behov for hjælp. At min mor havde ret. Jeg gik derfra med en følelse af at være ti kilo lettere. Jeg have fortalt min behandler lidt om, hvad jeg måtte gøre, inden jeg skulle i seng. Når jeg tjekkede hoveddøren, skulle jeg gentage det tre gange, men på det sidste var det steget til ni gange. Vinduet tjekkede jeg mellem tre-ni gange. Min behandler sagde, at hun ikke troede, det var nødvendigt, at jeg fik medicin.
Fra at have hadet at skulle gå i psykologisk behandling, var det i perioder det eneste, jeg så frem til. Det føltes utroligt befriende endelig at blive forstået. I fire-fem år havde jeg gået og følt mig fuldstændig alene med mine tanker. Jeg havde lukket mig inde i en glas-klokke, og ingen var trængt igennem. Ingen havde set mine små nødråb. Det var ikke gået op for nogen, at jeg forsøgte at bede om hjælp.”
(Fighter 2011, side 29)
Næste samtale
“Ved næste samtale fortalte jeg min behandler om mine tunge tanker. Jeg var bange for at tyve og mordere skulle komme ind til mig om natten. Det var derfor, jeg tjekkede mit vindue og døren så mange gange. Jeg troede, det forsikrede mig. Hvis papir og bøger ikke lå ordentligt på mit skrivebord, kunne det i min fantasi forestille farlige mænd, derfor var jeg nødt til at rette på det hver aften. Jeg fortalte også min behandler om dagen, hvor min bror døde. Dagen stod knivskarpt i min erindring. Min behandler nåede frem til, at jeg efter min brors død var blevet meget bange for at dø om natten. Til min behandler sagde jeg også, at jeg efterhånden hadede alle aftener og nætter. Efter samtalen begyndte hun at overveje, om min tilstand ville være så svær at bryde, at det blev nødvendigt med medicin.”
(Fighter 2011, side 30)
Info om citaterne
Citaterne viser, hvor stor en lettelse det kan være at få stillet en diagnose, selvom man igen-nem længere tid har troet, at det er normalt og vigtigt at udføre de handlinger, som viser sig at være tvangshandlinger. Da min første behandler forklarede mig, hvad det vil sige at lide af OCD, gik det op for mig, at jeg havde brug for hjælp. Det var en lettelse for mig, at en anden person satte ord på de ting, jeg gjorde.