“På samme tidspunkt begyndte jeg at tillægge min bamse menneskelige egenskaber. Min bamse fik følelser. Hvis jeg var rigtig ked af det, slog jeg på min bamse. Andre gange kastede jeg med den. Bagefter fortrød jeg, for hvad nu hvis den kunne mærke det? Det kunne jo være, den blev ked af det. Derfor trøstede jeg den efterfølgende. Jeg sagde undskyld, og at jeg elskede den. Jeg begyndte at tro, Bamsen havde behov for at trække vejret, og tro at den kunne trække vejret. Den måtte derfor aldrig ligge på maven, når vi skulle sove. Den lå på ryggen, så den kunne få luft. Den skulle jo ikke dø! Jeg var meget opmærksom på, om jeg kom til at dække dens mund, når jeg lagde armen rundt om den.

Min bamse havde en butterfly. En dag opdagede jeg, at den ikke sad lige, og jeg fandt også ud af, at den kunne hives ud. Det gjorde jeg. Jeg satte den derefter i igen. Det blev ikke sid-ste gang – snart tværtimod. De efterfølgende aftener i mindst tre år, skulle jeg gøre det samme. Jeg kunne ikke længere nøjes med én gang, jeg skulle gøre det et bestemt antal gange. I starten var det fem gange, men nogle gange blev det flere gange, da den ikke sad helt rigtigt efter de fem gange. Jeg husker tvangshandlingen som værende den første. Den tog de næste mange år af mit liv flere med sig. Jeg forsøgte at skabe min egen tryghed. Forsøgte at skabe den tryghed, som var blevet taget fra mig, da min bror blev syg og efterfølgende døde.”
(Fighter 2011, side 19 + 20)