“Mit liv tegnede sig lyst, da jeg var lille. Jeg voksede op i en kernefamilie sammen med mine forældre og to ældre søskende. Jeg var næsten altid glad og godt tilpas. Indtil mit fyldte ellevte år tog jeg livet for givet. Jeg var af den overbevisning, at man lever, indtil man er rigtig gammel.

Desværre blev jeg i en alder af 11 år mødt af en ny verden. Min fire år ældre storebror døde efter ni måneders sygdom. Hans sygdom og død forandrede mig. Fra at have levet i en lykkelig, barnlig fantasiverden, blev jeg pludselig tvunget til at se den virkelige og realistiske verden i øjnene. Noget som var så skræmmende for mig, at jeg følte mig nødsaget til at gøre alt, hvad der stod i min magt for at beskytte mig selv, min storesøster og mine forældre. Især min storesøster forsøgte jeg at beskytte. For begge mine forældre havde jeg heldigvis endnu. Det var min storebror, som var død.

Dermed måtte virkeligheden forholde sig sådan, at det var min storesøster og mig, som befandt os i den yderste farezone. Jeg måtte gøre ekstra meget for at passe på os, og især mig selv. Mit barske møde med den virkelige verden, skabte et voldsomt behov hos mig for at leve i en form for fantasiverden med mine egne love og regler. Hvis jeg nu bare undlod at gå på stregerne mellem fliserne, sørgede for at tjekke døren inden sengetid og sad på toilettet en time ekstra, så måtte mine chancer for at overleve være langt større. Min familie måtte jeg også kunne beskytte på den måde. Det føltes rigtigt for mig. Jeg var overbevist om, at det var sådan, verden hang sammen. Men det gør den ikke.

Virkeligheden var, at jeg havde fået OCD, tvangstanker og tvangshandlinger. En lidelse, som blev en del af mit liv, og som besværliggjorde min barndom og ungdom på alle måder.

Når jeg tænker over det i dag, føler jeg, at jeg er blevet frarøvet størstedelen af mit ung-domsliv og på sin vis også dele af min barndom. Byture blev aldrig en del af mit tidlige ungdomsliv. Der var ikke plads til det sammen med mængden af hjemmestrukturerede regler, som jeg følte mig nødt til at leve efter. I stedet blev det en naturlig del af mit liv, at jeg skulle passe behandlinger samt forsøge at kæmpe mig ud af min OCD.

Mens jævnaldrende tog en ungdomsuddannelse, befandt jeg mig isoleret fra omverdenen i døgnbehandling. Mit liv var anderledes end flertallets.

Heldigvis fandt jeg på et tidspunkt den behandler, som var rigtig for mig. Fremtiden tegnede sig lysere. Langsomt var jeg begyndt at tro på, atman normalvis ikke bare dør, når man er et raskt ungt menneske.

Men virkeligheden slog mig endnu en gang voldsomt ud af kurs, da den kom stormende imod mig. Min fem år ældre storesøster døde pludseligt og helt uventet. Hun fejlede intet, men var frisk og sund. Jeg fandt det dybest set for uvirkeligt til at være sandt. På mange måder føltes det som at være involveret i en thriller. Mit eget liv føltes for usandsynligt til at kunne finde sted. Desværre var det endnu en sandhed, jeg var nødt til at forholde mig til.

Gennem al den tid jeg har lidt af OCD, har jeg følt mig anderledes. Jeg forsøgte at finde identifikation i litteraturen, men jeg kunne aldrig helt genkende mig selv i den, selvom de fundne bøger omhandlede teenagere med depression eller anoreksi. Depression led jeg selv af i perioder, men det var ikke mit primære problem. Det var jo bare tristhed. Tristheden fik mig ikke til at føle mig anderledes, men gjorde mig ‘bare’ dybt ulykkelig. Noget, som jeg var blevet på grund af min OCD. Følelsen af at være anderledes omhandlede i højere grad, at jeg følte mig tvunget til at udføre en masse tvangshandlinger, uden helt at kunne sætte fingeren på hvorfor. Det var således den vej rundt, jeg ønskede at finde genkendelse. Men jeg fandt den ikke. Derfor tog jeg en dag en beslutning. Jeg ville skrive en bog om mit eget liv med OCD, så andre ikke skulle føle sig så forbandet ensomme, som jeg havde følt mig.

Min storesøsters dødsfald forstærkede følelsen af at være alene. At miste to søskende i en ung alder er heldigvis noget, kun et fåtal i Danmark bliver udsat for. Men det ændrer ikke på, at ens personlighed bliver forandret, når man er blandt de få, der må gå det igennem. Dødsfaldene har dermed blot øget fornemmelsen af ikke helt, at være som alle andre.

I dag sker det oftere end tidligere, at folk nikker genkendende, når jeg nævner de tre bog-staver O C D. Nogle ved måske ikke lige, hvad bogstaverne står for, men når jeg tilføjer tvangstanker og tvangshandlinger, ved mange, at det er sådan noget med, at man vasker hænder lidt for meget eller ikke må træde på stregerne. Men OCD er meget andet end det. Forhåbentlig kan FIGHTER være med til at give en større forståelse for det blandt de læselystne.

Min bog har været et langvarigt projekt. Den tog sin begyndelse i 2004, og der er gået syv år siden da. Bogen har udviklet sig sammen med mig, og den har fået en helt anden slutning, end jeg på et tidspunkt turde håbe på.”
(Fighter 2011, side 7-9)